Hvad er vidensdage
Vidensdagene er et kompetenceløft for kommunale supportfunktioner og ressourcepersoner/vejledere. På kompetenceløftet er der fokus på viden om praksisnær vejledning inspireret af CO-teaching, udvikling af gode læringsmiljøer og den professionelle organisation. Den viden og kompetencer som deltagerne opbygger, skal afprøves og sættes i spil lokalt på skolerne.
Praksisnær vejledning inspireret af co-teaching er en forskningsinformeret vejledningstilgang udviklet af Bente Bro, som trækker på viden og forskning fra hhv. vejledningsfeltet og co-teachingfeltet. Forskning omkring ressourcepersoners inklusionsunderstøttende vejledning viser, at vejledningen ser ud til at være mest nyttig, hvis den udføres tæt på praksis, det vil sige i og omkring undervisningspraksis og med en grad af delt ansvar mellem underviser og ressourceperson i forhold til forberedelse, gennemførelse og evaluering af undervisningen. Praksisnær vejledning inspireret af co-teaching er en vejledningstilgang, der giver ressourcepersoner mulighed for en kontekstsensitiv handleorienteret og samskabende vejledning, der har udvikling af inkluderende læringsmiljøer som sit helt centrale omdrejningspunkt.
Rammer og deltagere
I skoleåret 2020/21 er der afholdt fire vidensdage for interne ressourcepersoner på skolerne og en tredjedel af kommunens kommunale supportfunktioner. I 2022 deltager de resterende kommunale supportfunktioner på et tilsvarende kompetenceløft bestående af fire vidensdage. Hertil deltager enkelte skoler, som var forhindret i at deltage på sidste del af kompetenceløftet i 2020/21 på vidensdagene i 2022.
Pædagogisk psykologisk konsulent Bente Bro er tov-og kursusholder på vidensdagene.
Nedenfor findes datoer for vidensdage:
Datoer for vidensdage er:
- Vidensdag 1: 31. januar 2022
- Vidensdag 2: 28. februar 2022
- Vidensdag 3: 22. september 2022
- Vidensdag 4: 13. oktober 2022
Vidensdagene afholdes på Medborgerhuset kl. 9-15 på de ovenstående datoer.
Udbytte
Formålet er, at de interne ressourcepersoner og de kommunale supportfunktioner får viden om og kompetencer til i endnu højere grad at understøtte de pædagogiske medarbejdere med praksisnær support helt tæt på undervisningen. Hertil er hensigten, at den viden de får på vidensdagene, kan sættes i spil i forbindelse med skolens indsatser relateret til udviklingen af gode læringsmiljøer for alle børn.
Vidensdagene vil give de interne ressourcepersoner og de kommunale supportfunktioner viden om baggrunden for og elementerne i praksisnær vejledning inspireret af co-teaching. De vil få mulighed for at tilegne vejledningsfærdigheder, der sætter dem i stand til at rammesætte og proceslede praksisnær vejledning inspireret af co-teaching i pædagogiske kontekster, ligesom de vil få mulighed for at udvikle procesværktøjer, der understøtter deres praksisnære vejledning og som passer til deres vejledningskontekst.