Baggrund for Seminardag 2
I 2016 gennemførte vi på skoleområdet i Silkeborg Kommune en dybdegående analyse af, hvordan medarbejderpraksis udfoldes i dag inden for skoleområdet i Silkeborg og herigennem at få afdækket, hvordan lærer- og pædagogrollen opleves i dag, hvilken professionsforståelse medarbejderne har samt hvilke ’triggere’, der er i forhold til oplevede, ændrede krav i arbejdet i forbindelse med blandt andet skolereformen. Undersøgelsens resultater blev beskrevet i rapporten: Alene med børnene i centrum
En af konklusionerne i rapporten var, at mange medarbejdere oplevede at føle sig belastede af at stå alene med deres arbejdsopgaver.
Med henblik på at arbejde med denne problemstilling, iværksatte vi på skoleområdet i 2018 med afsæt i begrebet professionel kapital en stor indsats omkring udvikling af teamsamarbejdet som professionelle læringsfællesskaber.
Hele tænkningen omkring professionel kapital baserer sig på en antagelse om, at netop fordi verden og ikke mindst skoleverdenen er en kompleks størrelse, er samarbejdet om kerneopgaven en forudsætning for god og professionel opgaveløsning. Lars Qvortrup formulerer det i sin indledning til den danske udgave af “Professionel Kapital” således:
“Eftersom usikkerhed og uforudsigelighed er et helt fundamentalt aspekt ved pædagogisk praksis – at effekter godt kan beskrives i grader af statistisk sandsynlighed, men aldrig i form af kausaleffekter – er netop samarbejde af afgørende betydning, fordi det er i interaktionen med kolleger, at usikkerhed kan håndteres og bearbejdes” (Hargreaves, A and Fullan, M 2006).
Vi har på skoleområdet i Silkeborg Kommune på nuværende tidspunkt arbejdet i ca. 4 år med denne indsats, og den nylig offentliggjorte APV viser, at der faktisk er sket forbedringer i forhold til medarbejdernes oplevelse af “krav i arbejdet”.
Helt så godt står det desværre ikke til for skoleledelserne. I tilkendegiver, at det er svært at få enderne til at nå sammen, og at det i nogle tilfælde er en udfordring at få organisationen “til at arbejde med” i den retning, der sættes politisk og ledelsesmæssigt. Flere ledere tilkendegiver også, at I oplever at stå alene med opgaverne og ofte må arbejde meget hurtigt for at nå i mål.
Fokus for Seminardag 2
Seminardagen vil indholdsmæssigt og tematisk være opdelt i et formiddags- og et eftermiddagsprogram.
Begge programmer er tilrettelagt inden for rammen af det fælles indsatsområde ”Alle skal med”, men formiddagens program rækker i sin rammesætning længere tilbage og er tilrettelagt på baggrund af dialog i forretningsudvalget for skoleledermøder.
Formiddagens program er rammesat i forlængelse af overvejelserne og konstateringerne der fremgår i “Baggrund for Seminardag 2” med afsæt i følgende spørgsmål:
Hvordan understøtter vi skoleledelserne i at etablere sig som effektfulde ledelsesteams, der gennem distribueret ledelse håndterer ledelsesopgaven i fællesskab med hinanden og med medarbejderne?
Ledelsesseminardagens tema ligger i naturlig forlængelse af temaerne på ledelseskonferencen i december måned omkring psykologisk tryghed og styrkebaseret ledelse, og leder frem til senere oplæg omkring ledelse af ressourcepersoner samt oplæg omkring ledelse af den inkluderende skole.
Målsætninger for Seminardag 2
- At understøtte skoleledelserne i at etablere sig som effektfulde ledelsesteams, som gennem distribueret ledelse håndterer ledelsesopgaven i fællesskab med hinanden og med medarbejderne
- At samle op på tidsplan og aktiviteter i ”Alle skal med”
- At skabe tid og rum for skoleledelsernes planlægning af handlinger og øvebaner frem mod sommerferien