Klip A: Sparring på planlægning af workshop/pædagogisk dag
Ledelse og interne ressourcepersoner får sparring på og støtte til planlægning og forberedelse forud for afholdelse af en workshop for alle medarbejdere. Der er på planlægningsmødet fokus på mål, indhold, processer, roller og facilitering.
Et klip består af 2,5 timers planlægningsmøde med konsulent fra VIA Efter- og Videreuddannelse forud for en workshop for alle medarbejdere.
Klip B: Workshop
Workshops er blevet et kendt format på skolerne i Silkeborg. Workshops vil forsat have til formål at styrke skolens professionelle lærende samarbejde med fælles tilgang, sprog og mindset til udvikling af god undervisning for alle elever. Med VIA-undervisers deltagelse i en workshop indgår VIA-konsulenten i faciliteringen af workshoppen sammen med ledelse og PLF-ressourcepersoner, men med henblik på at understøtte ledelse og ressourcepersoner i at overtage udvikling, planlægning og gennemførsel af workshops fortsat efter endt projektperiode.
Der arbejdes i workshops for alle medarbejdere og med inddragelse af prøvehandlinger eller øvebaner for at sikre et anvendelsesorienteret og systematisk fokus. Fælles tilgang (aktionslæring) og fælles sprog med fokus på ledelse af elevernes læring og udvikling af god undervisning gennem en løbende systematisk opsamling, undersøgelse og evaluering af praksis. Indholdet på workshops vil inden for indholdstemaerne være tilpasset skolernes behov og fokus på baggrund af planlægningen i læringslaboratorierne.
Et klip består af 2 timers workshop med en VIA-konsulent og forudsætter, at der også anvendes klip til planlægning af workshop.
Klip C: Fagligt oplæg
Et fagligt oplæg skal tilføre viden om gode læringsmiljøer og god undervisning og dermed skabe et fælles, fagligt sprog. Et fagligt oplæg har fokus på at introducere til det teoretiske indhold og understøtte dette med eksempler på praksis og redskaber/metoder.
Et fagligt oplæg relaterer sig blandt andet til følgende indholdselementer:
- Inkluderende læringsfællesskaber og inklusionsforståelser
- Motivation
- Relationskompetence
- Inkluderende didaktik og undervisningsdifferentiering
- Praksisnær undervisning
- Mål, evaluering og feedback
- 10 kendetegn på god undervisning
- Risikofrie læringsmiljøer – fejlkulturer og mindset.
Et klip består af et 2 timers fagligt oplæg ved VIA-konsulenter for alle medarbejdere/udvalgte medarbejdere.
Klip D: Sparring
Sparring kan gives til hhv. ledelsen og ressourcepersoner med henblik på at forankre kollektiv læringskultur og understøtte skolens udviklingsproces.
- Ledelsen får sparring med fokus på at understøtte ledelsens udviklingsarbejde, herunder sparring til ledelsen som professionelt læringsfællesskab.
- Ledelse og PLF-ressourcepersoner får sparring på ledelse af skolens udviklingsprocesser. Sparring har fokus på at understøtte forankringen af lokal ledelse af professionel læring og pædagogisk udvikling.
For al sparringen aftales konkret form og indhold. Eksempelvis, at:
- Sparring foregår som fælles refleksion over indsatser, hvor der gøres status, opsættes mål og planlægges ny handling.
- Sparring tager form som en datainformeret læringssamtale/læringscirkel, som understøttelse i at anvende data og omsætte reflekterende dialoger til bedre praksis
- Sparringen foregår som et øverum for reflekterende dialoger med VIA-konsulenter som guide eller superviser
Deltagergruppe, form og indhold aftales mellem skole og VIA-underviser.
1 klip består af 2,5 timers sparring med en VIA-konsulent.
Leverandør: Konsulenter fra VIA Efter- og Videreuddannelse og/eller kommunale supportfunktioner, fx Videncentrene.